Fans af Hannover 96 kastede torsdag aften med kanonslag forud for Europa League-opgøret mod FC København.
Det skete ved Kongens Nytorv, da omkring 2.000 fans marcherede af sted mod Parken med bannere, slagsange og øl.
"Tyskerne blev samlet for at gå i fælles flok til Parken. Og så skete der det, at nogle af dem kastede kanonslag op mod dem, der gik foran. Det forsøgte vi så at få standset. Da det ikke rigtig lykkedes, måtte vi stoppe marchen i et stykke tid," siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen til Newspaq.
Knap 10.000 tyske fans har fået billetter til kampen i Europa League mod FC København.
FC København er blot et enkelt point efter Standard Liege og Hannover 96 og i toppen af Europa Leagues gruppe B.
Københavnerne fik for 14 dage siden 2-2 i Hannover.