Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, har udløst hævede øjenbryn blandt medlemmer af det konservative CDU, som både indenrigsministeren og forbundskansler Angela Merkel tilhører.
Det er sket, fordi de Maizière siger, at han er åben over for at indføre offentlige, muslimske helligdage.
Ministerens melding er faldet under valgkampen op til søndagens delstatsvalg i Niedersachsen.
Han siger, at han er åben over for at indføre de offentlige muslimske helligdage i særlige regioner.
Tyskland har omkring 4,5 millioner muslimer, hvoraf mange har tyrkisk baggrund.
En stor del af de over en million migranter, der over de seneste to år er kommet til Tyskland, er også muslimer.
CDU kritiserer forslaget
Thomas de Maizière siger, at Allehelgenes Dag kun er hellig i katolske regioner.
- Hvorfor kan man ikke introducere offentlige muslimske helligdage i områder, hvor der er mange muslimer?
I et radioklip, der er lagt på den lokale netavis regionalwolfsburg.de i Niedersachsen, siger ministeren dog også, at Tysklands offentlige helligdage overvejende er kristne, og at det bør forblive sådan.
Hans forslag har vakt kritik i regeringspartiet CDU, der skal i gang med forhandlinger om en ny koalitionsregering efter valget i september.
Wolfgang Bosbach, en af de fremtrædende CDU-politikere, siger til avisen Bild, at alle i Tyskland kan fejre de religiøse højtider, de vil.
- Men om staten så skal beskytte ikke-kristne helligdage med juridiske regulationer i fremtiden er en helt anden sag.
Alexander Dobrindt, fremtrædende medlem af CDU's søsterparti i Bayern, CSU, siger til Bild, at den kristne arv ikke er til forhandling.
- Vi overvejer ikke at indføre muslimske, offentlige helligdage i Tyskland.
De konservative i CDU og CSU fik et dårligt valg og tabte mange stemmer til det højrenationale parti AfD, men mandaterne er alligevel faldet sådan ud, at forbundskansler Angela Merkel ser ud til at kunne danne en ny regering, denne gang med De Grønne og De Frie Demokrater (FDP)
/ritzau/Reuters