I dag vil den sidste tyr miste livet på tyrefægterarenaen La monumental i Barcelona.
Det catalonske selvstyreparlament vedtog sidste år en lov, der forbyder tyrefægtning i den nordspanske provins.
Loven træder i kraft 1. januar næste år, men efter alt at dømme vil den sidste omgang tyrefægtning foregå i dag, skriver BBC.
Mere end 20.000 mennesker har købt billet til den historiske begivenhed.
Forbuddet har været undervejs i flere år, men det var først da en gruppe aktivister indsamlede 180.000 underskrifter mod tyrefægtning, at emnet blev rejst i det catalonske selvstyreparlamentet. Her besluttede et knebent flertal at forbyde tyrefægtning.
Catalonien er nu den anden spanske provins, der forbyder tyrefægtning.
De kanariske øer forbød det allerede i 1991.
Det betyder samtidigt, at den brutale 'sport' fortsætter i det øvrige Spanien.