For ti dage siden blev to tvillingepiger overfaldet med kniv af deres far, en clairvoyant kendt fra tv, på Rigshospitalet.
Indtil nu har de fireårige søstre svævet mellem liv og død, men er nu begge blevet vækket af deres kunstige koma, skriver ekstrabladet.dk.
Den ene pige lider af en alvorlig nyresygdom, der blandt andet svækker immunforsvaret, og hun har derfor svært ved at komme sig efter overfaldet. Hun ligger mest ned og taler kun lidt.
Hendes søster derimod er begyndt at sidde op i sengen og lege. Men ingen af dem har endnu forladt deres senge på Rigshospitalet.
Moren har været i kontakt med en psykolog og er ifølge avisens kilder også begyndt at få lidt farve i kinderne igen oven på den tragiske hændelse.
Faren sidder i Vestre Fængsel, mens han venter på at få en ledig plads på en lukket psykiatrisk afdeling.
Den ene piges nyresygdom var årsagen til, at familien opholdt sig på Rigshospitalets Ronald McDonald Hus, da faren, der nægter sig skyldig, overfaldt sine døtre.
Kilde: ekstrabladet.dk