Ugebladet se og Hør afslører i dag torsdag, at der i
forbindelse med både optagelsen af TV2-showet Vild med dans og ved en
lukket fest for Vild med dans -deltagerne er blevet fundet tydelige
spor af kokain på toiletterne.
TV2 afviser imidlertid nu pure Se og Hørs historie.
- Der er intet faktuelt i Se og Hørs
artikel, der indikerer, at kokainfundet har noget som helst med Vild med dans at gøre. Alligevel vælger bladet at hægte et kokainfund i en bygning,
der hver dag gennemstrømmes af rigtigt mange mennesker, op på Vild med dans . Det er urimeligt over for såvel deltagere som vores produktionsfolk, siger TV2-redaktør på Vild med dans , Gitte
Madsen, i en pressemeddelelse.
Ifølge Gitte Madsen er toiletterne i tv-studiet blevet benyttet af mange hundrede mennesker uden tilknytning til Vild med dans alene i ugen op til optagelserne.
Heller ikke Se og Hørs kokainfund ved deltagerfesten giver Gitte Madsen meget for.
- Se og Hør hævder at have
fundet kokain til et såkaldt lukket afterparty et sted i København. Stedet -
en lille intim cocktailbar - havde besøg af de fleste af deltagerne fra Vild med dans . Desuden vurderer jeg, at der samlet gennem
aftenen var op imod 200 gæster til stede i kortere eller længere tid. De 200
gæster var en blanding af venner, kolleger og perifere bekendte uden forbindelse
med Vild med dans Dette burde Se og Hør kunne dokumentere, da fotografer herfra var meget optagede af at dække arrangementet på afstand med telelinser,
siger Gitte Madsen.
Hvis Se og Hørs historie - hvilket TV2 altså tvivler på - holder vand, vil det dog få konsekvenser.
- TV 2 bifalder naturligvis ikke
brug af kokain under nogen omstændigheder. Jeg har aldrig hverken set kokain
eller hørt kokain omtalt på produktionen. Skulle vi mod forventning opleve nogen
på settet, der bruger kokain eller andre ulovlige stoffer, vil de selvfølgelig
straks blive bortvist fra produktionen - det siger sig selv, siger Gitte
Madsen.
TV 2s underholdningschef Gitte
Madsen diskuterer dagens forside med Se og Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup i Go Aften Danmark i aften klokken 18.25.