Jes Dorph-Petersen er stadig meget forelsket i sin kæreste, Louise Lehrmann. Han er faktisk så forgabt, at han vil gøre næsten hvad som helst. Nu har hun involveret den tidligere nyhedsoplæser i kampen for kvinder i Afrika, det skriver Se og Hør.
I februar stod den 52-årige tv-vært frem og fortalte om sit forhold til den 42-årige chefredaktør på Magasinet Bolig. I sidste uge malede han hendes sommerhus, og i denne uge har hun givet ham en ny aktiv udfordring.
- Jeg vil meget gerne være med til at sætte fokus på kvinderne i Niger, der dagligt går over seks kilometer for at skaffe vand til deres familier, skriver Louise Lehrmann på sin Facebook-profil.
Hun er nemlig blevet ambassadør for landsorganisationen CARE Danmark. Deres projekt hedder 'Walk in her shoes' og skal sætte fokus på kvinders vilkår i Afrika.
Det betyder at Louise Lehrmann skal vandre 8.000 skridt i løbet af denne uge - og Jes Dorph er galant sprunget med på idéen.
- Jeg er så heldig at have verdens dejligste kæreste med på første gåtur, jubler Louise Lehrmann på Facebook.
Kilde: Se og Hør