Ti flødeboller, en håndfuld burgere og et par hotdogs.
Det kan meget vel være frokosten for de 40.000 danskere, der lider af tvangsoverspisning.
Tallet fra Sundhedsstyrelsen viser, at der er langt flere danskere, der lider af trangen til at overspise, end der er folk, der har anoreksi og bulimi tilsammen, skriver politiken.dk.
"Der er alt for lidt viden om overspisning, selv blandt fagfolk der beskæftiger sig med spiseforstyrelser," siger Mette Waaddegaard, der er formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrelser og leder af Klinik for Spiseforstyrelser på behandlingscentret Stolpegården, som har plads til 14 patienter.
"De praktiserende læger, diætister og andre, der møder de overvægtige, er heller ikke gearet til at behandle lidelsen. De fleste tænker, at folk da bare skal tabe sig, og så er det problem løst," siger hun.
Anoreksi og bulimi stjæler opmærksomheden, fordi det er lettere for folk at forholde sig til livstruende vægttab og opkastninger end ukontrolleret spisetrang. Det mener sekretariatschef i Landsforeningen mod Spiseforstyrelser, Steen Andersen.
"Det er meget tabubelagt og skamfuldt at komme til at spise 12 flødeboller på én gang i et samfund, hvor alle vil være tynde. Man kan sige, at anoreksi er 'den fineste' af spiseforstyrelserne, mens overspisere bliver mødt med en indstilling om, at de da bare skal tage sig sammen," siger han.
Trangen til at indtage ekstreme mængder mad sker i et forsøg på at dulme psykiske problemer. I USA er lidelsen anerkendt som BED (Binge Eating Disorder), men i Europa er der ikke nogen formel diagnose.