Der er lagt op til hygge om bålet, en god grillbøf og hyggelig fællessang, når danskerne i aften samles om sankthansbål over hele landet.
Men nogle steder bliver kvinder stadig beskyldt for hekserier og brændt på bålet eller dræbt på andre måder.
Det fortæller Ole Hoff-Lund, der er pressechef hos Amnesty International, der mener, at den skæbne overgår flere tusinde kvinder i verden hvert år.
"I Gambia bortfører man omkring 1.000 kvinder hvert eneste år fra deres landsbyer. De bliver bragt til nogle lejre, hvor man tvinger dem til at drikke hallucinerende væsker for at få dem til at tale og indrømme - også under tortur - at de har udøvet hekseri. Herefter bliver nogle slået ihjel, og andre omkommer simpelthen af de væsker, de bliver tvunget til at drikke," siger Ole Hoff-Lund.
De andre lande, hvor myndighederne jager hekse, er i følge Amnesty Internationals oplysninger Saudi Arabien, Indien og Den Centralafrikanske Republik. Ole Hoff-Lund føler sig dog overbevist om, at der findes flere lande.
I Indien er det omkring 200 om året, der bliver beskyldt for hekserier og udstillet til spot og spe.
"I visse nordlige delstater udpeger man enker eller singlekvinder som hekse, hvorefter man har nogle meget bestialske metoder, hvor man tvinger dem til at drikke urin eller spise ekskrementer, før man sender dem nøgne rundt i gaderne, inden man slår dem ihjel," siger Ole Hoff-Lund.
Kvinderne bliver som regel brugt som syndebukke for større og mindre katastrofer, som dårlige vejrforhold, naturkatastrofer, sygdomme og epidemier.