Rødby på Lolland kan se frem til tusindvis af arbejdspladser de kommende år.
Det skyldes, at Rødbyhavn efter alt at dømme bliver stedet, hvor elementerne til en fast forbindelse til Tyskland skal bygges.
Femern A/S har på et bestyrelsesmøde i går besluttet at indstille, at Rødbyhavn udpeges til produktionssted for tunnelelementerne.
Byggepladsen ventes at beskæftige omkring 4.000 - 6.000 personer i en længere årrække.
20 lokaliteter har vist interesse for at lægge arealer til byggepladsen, hvor de store tunnelelementer skal støbes i beton.
Når Rødbyhavn foretrækkes, skyldes det bl.a., at arealet er så stort, at produktionen kan ske samlet.
Samtidig skal den 17,6 kilometer lange tunnel forbinde netop Rødbyhavn og Puttgarden på den tyske side af Femern Bælt.
Det er i sidste ende transportminister Hans Christian Schmidt (V), der skal træffe den endelige beslutning om placeringen.
Hele byggeriet ventes at koste knap 40 mia. kr. og stå færdigt omkring 2020.