Falck får mere travlt som timerne går, og sneen tager til. Siden midnat har der været 4.000 opkald fra mennesker, der er kørt galt eller kørt fast i sneen.
"Det er en travl dag - ikke ligesom i sidste uge endnu - men det nærmer sig. Især Syd- og Sønderjylland, Århus-Horsens-området og Lolland Falster er ramt, og i Region Nord er de efterhånden også begyndt at få noget at lave nu," siger pressechef i Falck, Mikkel Andreas Beck, til Newspaq.
Falck har i tidsrummet 9-14 været ude til 1500 udrykninger.
"Det er primært fritrækninger, der er tale om. Vi sørger for at have godt med mandskab, og der vil blive indkaldt disponibelt mandskab, så Falck har mulighed for at køre hele natten, hvis det skulle blive nødvendigt," siger Mikkel Andreas Beck.
På de særligt slemme dage sidste uge havde Falck op mod 6000 udrykninger på en dag.
Vibeke Rosenqvist, vagtchef ved Vejdirektoratetet oplyser, at snestormen snart vil aftage en smule.
"Vi har ikke meldinger om forsinkelser eller aflyste afgange endnu. Snevejret skulle gerne slå lidt over i noget tø sidst på eftermiddagen og først på aftenen," siger hun til Newspaq.
Hun oplyser, at al unødig udkørsel stadig frarådes i områderne Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Kolding, Fredericia og Syd og Sønderjylland på grund snestormen.