Tusinder af fans sagde torsdag et sidste farvel til fodboldstjernen fra Fiorentina Davide Astori, der natten til søndag døde på et hotelværelse, hvor Fiorentina ladede op til en Serie A-kamp mod Udinese.
Astori, der døde i en alder af 31 år, blev begravet ved kirken Basilica di Santa Croce i Firenze, og allerede tre timer før ceremonien skulle begynde, havde mange taget plads for at ære den nu tidligere Fiorentina-anfører.
Siden ankom hans familie med kisten, og da kvitterede de fremmødte med klapsalver og hyldende tilråb som "store kaptajn".
Italiensk fodbold har de seneste dage været dybt berørt af Astoris pludselige død.
Hele søndagens Serie A-program blev udsat, og spillerne fra den konkurrerende klub Juventus var tydeligvis berørte, da de inden onsdagens Champions League-kamp mod Tottenham ærede Astori med et minuts stilhed.
Efter sejren på 2-1 på Wembley dedikerede forsvarsspilleren Giorgio Chiellini sejren til Astori.
- Vi dedikerer sejren til ham. Han er i vores tanker i dag. Jeg har grædt mange gange. Han var en fantastisk spiller, sagde Chiellini efter kampen.
Det var en blodprop i hjertet, som førte til Astoris død, slog en obduktion fast tirsdag.
Astori mødte ikke op til den aftalte morgenmad søndag, og da blev holdkammeraterne bekymrede og fandt ham død på hotelværelset.
Astori, der nåede at spille 14 A-landskampe for Italien, efterlader sig sin forlovede og sin toårige datter.
/ritzau/