Det er farligt i Egypten. Kun danskere med en rigtig god grund til at være dér bør blive.
Det er udmeldingen fra Udenrigsministeriet - og de danske rejseselskaber er derfor ved at evakuere de mange rejsende, der i øjeblikket holder ferie i de store feriebyer i landet.
Men danskerne synes slet ikke om ideen om at rejse hjem. Det fortæller Rikke Koks Andreasen, der er pressechef i Apollo Rejser.
"Der er rigtig mange, der er ærgerlige over, at de skal hjem nu. Det er jo deres vinterferie, det går ud over," siger hun.
Hun understreger, at hun godt kan forstå de rejsendes frustration.
"Der er fredeligt i feriebyerne Sham el Sheik, Hurghada og i Marsa Alam. Men vi retter os efter udenrigsministeriets anvisninger," siger Rikke Koks Andreasen. Ministeriet fraråder alle ikke nødvendige rejser.
De første turister - 300 styk - fra selskabet ventes at lande i Kastrup i aften ved 18 - og for de fleste kommer evakueringen kun til at betyde et par dages kortere ferie.
Rikke Koks Andreasen oplyser dog, at selskabet netop nu er ved at regne på, om de ferierejsende skal have en erstatning for den afbrudte ferie. Her og nu tør hun dog ikke sige, af hvilken størrelsesorden sådan en erstatning skulle være.