"Det er et røveri - pengene nu."
Den besked skrevet på en seddel vakte opsigt i Holbæk i går, hvor en stærkt påvirket mand tumlede rundt med sedlen.
Den 33-årige mand havde ligeledes skiftetøj med sig, som han angiveligt skulle bruge efter han med sedlen havde røvet en bank.
Men manden nåede aldrig så langt, for opmærksomme folk ringede til politiet og fortalte om det lettere bizarre optrin.
Politiet anholdt manden, der nu fremstilles i grundlovsforhør. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Det viser sig, at manden, der kommer fra Vig, aftnen forinden var blevet udskrevet fra hospitalet. Manden var påvirket af medicin og erkendte over for politiet, at han planlagde et bankrøveri.