En 48-årig mand er onsdag eftermiddag blevet anholdt i Esbjerg i forbindelse med trusler mod politiet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Politiet fortalte tidligere onsdag, at man havde modtaget henvendelser om en mand, der på nettet streamede forskellige trusler. Derfor forhøjede man beredskabet for politiet.
Den 48-årige er i forvejen kendt i det psykiatriske system, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Kommunikationsmedarbejder Mads Dollerup-Scheibel fortæller, at politiet ikke kan oplyse nærmere.
Onsdag fortæller også Nordjyllands Politi, at man har modtaget en række anmeldelser om trusler, og det betyder, at politiet arbejder i området omkring Tårs i Vendsyssel.
- Truslerne var rettet mod politiet og indgik til Syd- og Sønderjyllands Politi, men da mistænkte har tilknytning til en adresse i Tårs, blev der også iværksat en større politioperation i Nordjylland, skriver politiet i en pressemeddelelse.
/ritzau/