USA's præsident, Donald Trump, vil donere sin løn til velgørende formål, og han vil have pressens hjælp til at finde den rette modtager.
Det siger Sean Spicer, talsmand i Det Hvide Hus.
- Præsidenten ønsker at donere sin løn ved årets udgang, siger Sean Spicer på sin daglige pressebriefing mandag.
Det Hvide Hus og medierne har været i næsten daglige konfrontationer, siden Donald Trump blev indsat i november.
Derfor kom det nok som en overraskelse for de fleste, at Donald Trump nu vil have pressens hjælp til at finde en passende modtager af pengene.
- Vi kan undgå at blive gransket, hvis pressekorpset får lov til at bestemme, hvad pengene skal gå til, siger Sean Spicer i et ironisk tonefald, muligvis med henvisning til pressens dækning af Trumps tidligere donationer.
Donald Trump sagde under sin valgkamp flere gange, at han ikke ville modtage sin præsidentløn på 400.000 dollar - 2,8 millioner kroner.
Tidligere har også Herbert Hoover og John F. Kennedy bortdoneret deres præsidentløn.
/ritzau/AFP