Trump til gravide kvinder: I skal ikke længere kunne få abort-vejledning af staten
Det er ikke første gang, at Trump-administrationen fratager amerikanskstøttede klinikker og organisationer muligheden for at informere kvinder om abort. Foto: Nicholas Kamm/arkiv/AFP
USA's sundhedsministerium forventes at ændre statsstøttede klinikkers mulighed for at informere om abort.

Står det til Trump-administrationen, skal statsstøttede klinikker, der rådgiver om familieplanlægning, ikke længere kunne diskutere abort med kvinder eller uddele information om abort.

Det siger en højtstående, unavngiven embedsmand i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AP.

Forslaget forventes at blive præsenteret af det amerikanske sundhedsministerium fredag.

Det er ikke første gang, at Trump-administrationen fratager amerikanskstøttede klinikker og organisationer muligheden for at informere kvinder om abort.

En af Donald Trumps første handlinger som præsident var at genindføre den såkaldte Global Gag Rule - eller mundkurvspolitikken.

Global Gag Rule blev indført af præsident Ronald Reagan og er siden på skift afskaffet af demokratiske præsidenter og genindført af republikanske.

Den betyder et forbud mod, at amerikansk udviklingsbistand i hele verden bliver brugt til at støtte adgang til abort eller rådgivning om familieplanlægning.

Derudover må ingen ikke-amerikanske organisationer, som modtager amerikanske midler, udøve, informere eller henvise kvinder til at få en abort.

USA havde hidtil givet over 600 millioner dollar årligt til prævention og familieplanlægning.

Det amerikanske sundhedsministerium har et budget på omkring 6300 milliarder kroner og beskæftiger over 80.000 mennesker.

/ritzau/