Både USA's præsident, Donald Trump, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, står på listen over internationale ledere, der deltager i markeringen af 100-året for Første Verdenskrigs afslutning i Paris på søndag.
Tidligere har det været meldt ud, at de to ledere skulle holde et bilateralt møde i den forbindelse.
Men mandag siger Trump, at han tvivler på, at det vil ske.
- Vi har ikke arrangeret noget endnu. Vi ved ikke, om det vil være det rette sted. Jeg skal til Paris af andre årsager, siger den amerikanske præsident.
- Jeg er ikke sikker på, at vi mødes i Paris. Sikkert ikke.
Trump tilføjer, at de to kommer til at mødes ved G20-mødet i Argentina i slutningen af november.
I sidste måned sagde en talsmand for Kreml, at der forelå en foreløbig aftale om et topmøde i Paris den 11. november.
- Vi planlægger, at vore præsidenter holder et bilateralt møde, sagde talsmanden, Jurij Usjakov.
I sidste måned besluttede Trump at trække USA ud af nedrustningstraktaten INF fra 1987.
Aftalen forbyder enhver opstilling af mellemdistanceraketter.
En talsmand for Kreml siger imidlertid mandag aften til nyhedsbureauet Tass, at "ændringen af formatet" af mødet mellem Trump og Putin i Paris ikke har noget at gøre med uoverensstemmelser mellem de to lande.
Markeringen i Paris af årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig begynder med en ceremoni ved Triumfbuen i Paris.
Derefter samles stats- og regeringscheferne til en frokost i Élysée-palæet, inden de tager videre til den tre dage lange fredskonference Paris Peace Forum.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters