116.745 kroner.
Sådan lød det forlig, som metrofirmaet Trevi og 3F indgik for en betonarbejder, der havde arbejdet på metrobyggeriet. Forliget blev indgået, fordi betonarbejderen havde fået for lidt i løn og pension.
Trevi har efterfølgende sendt en mail og truet den tidligere ansatte med en retssag for at få pengene tilbage. Det skriver Fagbladet 3F.
28. november, dagen før Trevi skulle betale, modtog betonarbejderen en mail. HR-chef i Trevi, Gitte Barfoed, skrev, at der desværre var blevet regnet forkert, og at Trevi havde udbetalt 65.992 kroner for meget. HR-chefen erkendte, at firmaet havde skrevet under på det mæglingsreferat, hvor parterne havde aftalt beløbet. Men helt så enkelt var det ikke.
- Vi vil i samme forbindelse starte et civilt søgsmål imod dig, for at få disse penge retur (12.796 kroner, red.), samt de 65.992,50 kroner, skrev Gitte Barfoed i mailen.
Hos 3F BJMF i København er faglig sekretær Elo Hansen dybt forundret.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at man har en mæglingsafgørelse og bagefter truer en tidligere ansat med et civilt søgsmål, siger Elo Hansen.
HR-chef Gitte Barfoed i Trevi forklarer, at det hele bare er en misforståelse.
- Der er tale om en misforståelse, og der bliver ikke noget civilt søgsmål. Sagen er lukket og slukket fra vores side, siger Gitte Barfoed til Fagbladet 3F.
Kilde: Fagbladet 3F