Selv om der ved Venstres landsmøde er store bifald til formand Jakob Ellemann-Jensen, som i sin tale argumenterede for at afsøge muligheden for at gå i regering med Mette Frederiksen (S), er der også kritiske røster til stede i kongrescenteret i Herning.
Blandt andre formanden for Venstres Ungdom, Maria Gosvig Ladegaard, som også er medlem af partiets forretningsudvalg.
- Jeg hører en åbning for, at vi rykker os nærmere en regering med Socialdemokratiet. Desværre, siger hun om Jakob Ellemann-Jensens tale.
- Jeg synes, det er ærgerligt. Vi havde drømt om et blåt flertal, og det kan vi godt skyde en hvid pil efter.
- Men derfor synes jeg stadigvæk, at det er ærgerligt, at vi kan risikere at gå i regering med Mette Frederiksen og lægge stemmer til fire år mere med en socialdemokrat ved magten.
I sin tale lørdag på Venstres landsmøde i Herning kaldte Ellemann det "naturligt" for partiet at søge indflydelse, uanset om det bliver med Venstre i regering eller i opposition, sagde han.
Reaktionen fra baglandet var store klapsalver. Og fra mange Venstre-profiler lyder det, at Jakob Ellemann-Jensen har opbakning, ligegyldigt om han vælger at gå i regering med Socialdemokratiet eller forblive i opposition.
Men Maria Gosvig Ladegaard er ikke overbevist:
- Det handler om den magt, man samles om. Og efter tre et halvt år med Mette Frederiksens regeringsførelse har jeg svært ved at forestille mig, at man kan rykke hende i nogen som helst retning, siger hun.
Til Politiken udtrykker medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune Cille Hald Egholm også sit kritiske syn på en regering med Socialdemokratiet.
- Hvis man blåstempler en regering ved at være en del af den, er det rigtig svært at træde væk fra den og sige, at nu vil jeg gerne være statsminister, siger hun.
/ritzau/