Selvom Det Gamle Toldhuus på Præstø Havn får flotte fire ud fem i vurdering på Tripadvisor, så er det ikke nok til at holde spisestedet i live.
To et halvt år efter værtsparret indehaver Kim Hemmingsen slog dørene op er det nemlig slut.
I den korte levetid har coronapandemien og Ukraine-krisen med voldsomt stigende priser skabt problemer, og nu skal coronalån betales tilbage.
Det blev for meget, forklarer Kim Hemmingsen i et opslag på Facebook.
- Det sidste skub ud over kanten er blevet, at staten forlanger tilbagebetalingen af coronapakken nu. Jeg er nødt til at erkende, at det ikke kan hænge sammen, konstaterer han.
Forpagtningen af lokalerne i den historiske bygning, hvor der engang var toldbod og senest restauranten Skipperkroen, overtog han på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig marts 2020 – lige inden coronaen lukkede landet ned.
Et par måneder efter blev dørene slået op, men nu er dørene altså lukket, og tilbage står Kim Hemmingsen med følelsen af at lukke noget, der egentlig kunne have kørt godt, hvis ikke der konstant var modgang.
- Det føles mærkeligt. Hvis jeg nu havde et dårligt produkt, kunne man sige, at man selv var skyld i det, men når man på alle parametre gør det godt, og mange i området kender og taler godt om os, så er det surrealistisk, at det ender her, siger han til TV2 Øst.
Udover Det Gamle Toldhuus har Kim Hemmingsen sammen med svigerinden Susan Ludvigsen så sent som i foråret åbnet Café Luux, som nu også er lukket.