Så skete det igen. Da vinderne natten til mandag skulle findes ved verdens største musikprisfest, løb britiske Amy Winehouse med flest Grammy-statuetter.

Eller det vil sige – soulsangerinden modtog hæderen via en satellitforbindelse mellem Los Angeles og et tv-studie i London, som hun var forvist til, da de amerikanske myndigheder nægtede hende indrejse. Juryen og prisfestens publikum hyldede uforbeholdent den 24-årige furie, og dermed demonstrerede Amy Winehouse endnu en gang, at skandalehistorier, koncertaflysninger, indlæggelser på misbrugsklinikker og andre groteske optrin preller af på hendes status som superstjerne. Og det er noget nyt for kvindelige popmusikere.

»Der findes selvfølgelig masser af kvinder på stoffer i branchen, men hende her nægter at gå på kompromis og melder ærligt ud om sin livsførelse. Hun er en autentisk kvindelig rockfigur og spiller grundlæggende på de samme ting, som mandlige stjerner a la Mick Jagger gjorde i 1970 erne,« forklarer sociolog Jakob Demant fra Aarhus Universitet.

Han påpeger, at der nu er plads til en fandenivoldsk kvinde som Amy Winehouse, fordi kønsmønstrene skrider.

»Det her er ikke et rødstrømpeopgør, hvor hun skal vise mændene. Det er hendes personlige udtryk, og hun ligger tydeligvis ikke under for noget som helst,« mener Jakob Demant.

Sårbar og støjende

Medieforsker Vibeke Pedersen fra Københavns Universitet ser også en tendens til mere støjende kvinder. Det lader således til, at de stille piger , som man talte om i 1980 erne, har fået mælet tilbage. Og Amy Winehouse er et godt eksempel på den udvikling, ikke mindst fordi medierne er så fascinerede af hendes menneskelige deroute og kunstneriske succes på én og samme tid.

»Det er jo en god historie, at man den ene dag ligger i rendestenen med blodet sprøjtende ud af tæerne, og den anden dag vinder fem Grammyer. Historien bliver så endnu bedre af, at hun samtidig er en sårbar kvinde, fordi de altid har fascineret,« forklarer Vibeke Pedersen.

Fankultur-ekspert Lisbeth Ihlemann fra Københavns Universitet peger på, at Amy Winehouses succes ikke skyldes skandalerne. Vi opfatter nemlig sangerinden som en sand kunstner, der bruger sit kaotiske privatliv som kunst – for eksempel i sangen Rehab (afvænning, red.). Det er blandt andet derfor, at en anden skandaleombrust hitmagerinde – Britney Spears – mødes med langt større fordømmelse blandt især medierne:

»Vi har en forestilling om, at kunst bliver lavet af ekstraordinære mennesker, som investerer hele deres person i det. Kunsten koster, men man bliver ikke anset som kunstner, alene fordi man roder rundt i rendestenen. Så ville Britney i sagens natur også være det.«