I stay to watch you fade away. I dream of you tonight?

Det har ikke altid været lige nemt at være Saybia. Det ene øjeblik skråler hele nationen med på 00’ernes hidtil største danske rockhit (titelnummeret fra debuten The Second You Sleep ), det næste øjeblik gider halvdelen af det selv samme publikum ikke dele den fine fynske kvintet med alle andre, så de peger fingre og buher klynkerock og det, der er værre. Øv.

Og Saybia selv kan heller ikke håndtere den pludselige succes, og da efterfølgeren til år 2002’s mest solgte plade skal promoveres, handler alle forsider om nedtur og pres og indre splid og forsanger Søren Huss, der ikke har det let med at være så kendt. Øv.

Og nu sidder man så her i pladeselskabets åh så smarte sofa med en ustemt guitar og slår akkorderne an til et andet gammelt hit ( The Day After Tomorrow ), og Søren Huss stemmer gladelig i med refrænet But I crash in my mind whenever you are? , ligesom hele bandet stolt spillede netop den sang, da jeg for fem år siden mødte dem i et usselt øvelokale, alene fordi, de var så taknemmelige over, at nogen gad skrive om dem.

Opgør med fjenden

Nu kalder de mig The Enemy – med ikke helt uvenlig reference til rock’n roll- roadmovien Almost Famous .

Fordi de ved, at alt, hvad der foregår, når de møder pressen, kan og vil blive brugt imod dem. Bortset fra, at det er så svært at være imod Saybia, for de er egentlig så flinke og uhøjtidelige. Siger endda (i første omgang) nej til en kold Tuborg.

På baggrund af den altoverskyggende hvor er det synd for os -mediehistorie ved sidste udgivelse er det for eksempel helt i orden at titulere dem føleføle-drenge .

»Det er absolut o.k.,« siger Søren Huss.

»Jeg synes, det er en styrke, at en mand tør vise sine følelser. Og at han ikke gemmer sig bag en attitude eller en sej tøjstil. Vi står ved at være nogle følsomme melankolikere og først og fremmest ærlige. På sidste plade var der bare ikke rigtig nogen, der hørte efter, når vi fortalte om alle de fantastiske oplevelser, vi også har haft.«

Den gode nyhed er, at bandet har fået bygget sig et labert studie i den nedlagte landbrugsejendom på en mark nær Køge, som de alle har købt kollektivt.

Og at det i øvrigt passer drengeklubben fint, at sensationsstemningen nu definitivt er forsvundet, hvilket har givet dem omkring et års arbejdsro til at skabe det, de selv kalder en kompromisløs plade.

»Vi ville ikke låse os fast rent stilmæssigt. Vi havde lyst til at være legesyge,« pointerer forsangeren.

»Ambitionen var ikke at have nogen grænser,« kommenterer keyboardspiller Jess Jensen

Siger kunstnere ikke altid det, når de er i tvivl om, hvor deres fokus er?

»Det kan da godt være,« udbryder Søren Huss. Uberørt af kritikken.

En stjerne på Roskilde

»Vores ambition er først og fremmest at spille os ud. Få alle vores erfaringer ned på plade – og nå længere end sidste plade. Vi har helt frie hænder fra pladeselskabet og har ikke pligt til at aflevere et hit. Det har vi faktisk aldrig haft. For vi kan ikke bare sætte os ned og skrive et hit, det kan ikke lade sig gøre for os, det skete kun helt tilfældigt med The Second You Sleep ,« forklarer Søren Huss med en stemme, der i øvrigt lyder en anelse mørkere end vanligt. 40 smøger om dagen har med frontfigurens ord »taget et par toner i toppen«.

Men hvorfor jeres eget hus og studie. Er I nogen tryghedsnarkomaner?

»Ja, for at vi kan være fri i musikken, kræver det, at vi er fuldstændigt trygge. Først dér kan vi yde maks. Fordi vi laver følsom musik. Dermed ikke sagt, at det hele bare er én stor lejrbålssang. Vi kan sagtens skændes internt,« poienterer Søren Huss.

I hygger jer ellers altid godt backstage på Roskilde Festival. Har I overveje at blive det første band, der får en stjerne i mudderet dernede?

»Ha, ha, ha. Vi synes, det er sjovt at være der – trygt faktisk. For os er det ligesom en julefrokost, hvor vi kommer ud og møder resten af pladebranchen,« slutter Jess Jensen.