Tredje mand er anholdt for angreb på Jens Stages lejlighed
Brand i Eckersbergsgade i Aarhus natten til søndag den 14. juli 2019, hvor fodboldspilleren Jens Stage bor. Han skiftede i sommer fra AGF til FCK. Tre mænd er nu blevet sigtet i sagen. (Arkivfoto) (Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix)
Sag om branden i en fodboldspillers lejlighed udvikler sig med ny anholdelse. Tre mænd er nu anholdt i sagen.

En tredje mand er blevet anholdt i sagen om angrebet på en professionel fodboldspillers lejlighed i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Den anholdte er blevet fremstillet for en dommer tirsdag, og resultatet er blevet en varetægtsfængsling frem til 28. august. I forvejen er to andre mænd fængslet for angrebet på Jens Stages lejlighed midt i juli.

Fodboldspilleren skiftede i sommer fra AGF til FCK, hvilket har skabt vrede hos nogle fans af den aarhusianske klub.

Natten til 14. juli blev der kastet en røgbombe ind gennem et vindue til fodboldspillerens lejlighed i Eckersbergsgade.

Den første mand, der blev anholdt i sagen, har erkendt at have kastet røgbomben og at have truet Jens Stage. På Facebook skrev han for eksempel: "Du kan aldrig være i Aarhus igen - Judas".

Ud over denne mand, der er 24 år, er en 21-årig varetægtsfængslet.

På det fyrværkeri, som blev kastet ind i lejligheden, var der ifølge politiets sigtelse en seddel med følgende besked: "I Aarhus straffes forrædere, Judas svin".

Den senest anholdte, der er 20 år, nægter sig skyldig i sigtelserne om brandstiftelse, trusler og at have udsat andre for fare. Politiet siger, at man ikke regner med at skulle foretage flere anholdelser i sagen.

Ved angrebet befandt sig to personer i lejligheden. De kom ikke noget til.

/ritzau/

via Listen To News