Sent søndag aften blev Paris Hilton sat bag lås og slå - og her skal hun så sidde de næste 22 dage. Og selvom hun få timer inden slentrede op ad den røde løber ve MTVs Movie Awards iført fuld makeup og poserede for fotograferne, så er et billede af Paris i fangedragt i meget høj kurs.
Politiet har i fængslet lagt en sikkerhedsplan for Paris, der blandt andet skal forhindre, at nogen tager et billede af hende. Men skulle det ske, så kunne et sådan billede højst sandsynligt indbringe omkring 2,8 millioner kroner. Det skriver nordjyske.dk.
Da Paris ankom til fængslet, lykkedes det hende dog at slippe for de ellers mange hundrede fotografer og journalister, der havde taget opstilling foran fængslet.
Men selvom Paris har frygtet meget at skulle i fængsel, så fortæller hendes advokat, at det indtil videre går godt.
- Efter omstændighederne går det godt. Hun har en "jeg skal nok vise jer, at jeg kan klare det"-attitude, og hun vil bruge tiden på at reflektere over sit liv og tænke over, hvordan hun kan være med til at gøre verdenen bedre, fortæller Paris Hiltons advokat Richard A. Hutton til People Magazine og understreger, at han synes, dommen er langt over grænsen.
- Hun er stadig i isolation i 23 ud af 24 timer hver dag. Og for hvad? For at køre uden kørekort. Det er meget unfair, og hun er et offer for det system, som vi forventer skal være fair. Men jeg synes, at min klients reaktion på alt dette har været fantastisk, og jeg er meget stolt af hende, siger advokaten.