Det vil have større effekt på miljø og trængselsproblemer i hovedstadsområdet, hvis en ny betalingsring placeres længere ude.
Socialdemokraterne og SF vil placere betalingsringen langt Ring 2, men det giver mere mening, hvis bompengeanlæggene placeres langt Ring 3, påpeger en række eksperter over for Berlingske.
Kåre Press-Kristensen, der er ekspert i trafik og luftforurening ved Det Økologiske Råd, er en af dem:
"Fordelen ved Ring 3 er, at man får omfattet en større del af trafikken, og det er selvfølgelig en fordel både i forhold til miljø og i forhold til trængsel," siger han til Newspaq.
Allerhelst ser han dog, at man både etablere en betalingsring ved Ring 2 og ved Ring 3 for at begrænse luftforureningen i det indre København.
"Der kommer en større effekt på miljøet ved at lægge ringen længere ude. Men når vi taler koncentrationer i Københavns gader, kommer vi ikke uden om, at der også er behov for en ring tættere på byen, tæt på den foreslåede løsning. Ellers kan vi ikke leve op til EU's grænseværdier," siger Kåre Press-Kristensen.
En placering langs Ring 3 vil skære igennem kommuner som Brøndby og Herlev. Og Herlevs borgmester Kjeld Hansen (S) er da heller ikke begejstret.
"Man skulle tage og kigge på Ring 4 i stedet. Så er min kommune og jeg inden for," siger han til Berlingske.