Politikerne forhandler onsdag aften på livet løs om, hvordan fremtidens trafikale system skal se ud.
Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti, de Radikale, Socialdemokraterne og SF sidder ved forhandlingsbordet hos transportminister Lars Barfoed (K). De skal blive enige om en investeringsplan i veje og jernbaner, der varer frem til 2020.
Partierne forhandler om, hvordan de sidste af de afsatte penge skal fordeles.
Der er dog et par knaster endnu. Det, der adskiller parterne, er, at S og SF vil have flere penge til den kollektive trafik. Partierne ønsker letbaner i København og Århus samt bedre busforhold, oplyser TV 2.
Regeringen har afsat 90 milliarder kroner i en infrastrukturfond frem mod 2020. Parterne er allerede enige om, hvad en stor del af pengene skal gå til.
De går blandt andet til et nyt signalanlæg på jernbanen, der skal sikre flere tog til tiden og genopretning af slidte jernbaneskinner. Desuden går der penge til vejprojekter og udvidelse af jernbanen på Sjælland.