Fra idag og frem til 7. september kan bogfans trække frisklavede bøger i New York Public Librarys afdeling på East 34th Street, direkte fra en Espresso Bogautomat . Ifølge Bloomberg News går det ligeså hurtigt som lave kop instant kaffe og det tager kun seks-otte minutter, fra man trykker på knappen, til man står med en færdigtrykt bog, inklusiv omslag i farver.
Jason Epstein fra firmaet On Demand Books er en af folkene bag den nye bogautomat. On Demand Books har specialiseret sig i at formidle bøger via internettet, og på firmaets hjemmeside har kunderne adgang til omkring 200.000 gratis bogtitler. Ifølge Epstein forhandler firmaet i øjeblikket med flere forlag for at kunne tilbyde kunderne endnu flere titler i den nye automat.
Gratis bøger
Ifølge Epstein, er en del forlag stadig tilbageholdende overfor samarbejdet med On Demand Books, fordi de er nervøse for at miste kontrollen med deres forretning. Forlagschefen tilføjer dog, at han er overbevist om, at decentralisering af bogtrykkeriet vil øge salget af bøger På New York Public Library er automatbøgerne gratis hele sommeren, og de læseheste som orker at stå I kø I sommervarmen kan vælge imellem indtil videre 20 forskellige titler, heriblandt Herman Melvilles Moby Dick , Charles Dickens A Christmas Carol og Mark Twains The Adventures of Tom Sawyer . Om danske biblioteksbrugere også vil kunne få glæde af automatbøgerne vil fremtiden vise.