Det kan meget vel være kampen om førstepladsen i Champions Leagues gruppe H, når Tottenham onsdag tager imod Real Madrid.
I jagten på gruppesejren er topscorer Harry Kane en vigtig mand for Tottenham, og efter en kort skadespause ser det ud til, at angriberen er klar igen.
London-klubbens manager, Mauricio Pochettino, håber i hvert fald på at kunne råde over Kane til kampen.
- Vi tror på det. Han er på listen. Måske kan han spille, men jeg vil ikke sige, det er 100 procent sikkert, lyder det fra Pochettino ifølge AFP.
- Han trænede i dag (tirsdag, red.), men det er vigtigt, at vi træffer den rigtige beslutning.
Kane måtte sidde ude i weekendens topkamp i Premier League mod Manchester United, og i hans fravær manglede Tottenham skarphed.
Det resulterede i et 0-1-nederlag.
Tottenham og Real Madrid topper gruppe H med syv point hver og helt identisk målscore. Senest blev det 1-1 mellem de to klubber på spansk grund.
Da Borussia Dortmund og Apoel samtidig begge står med blot ét point, peger pilen meget i retning af, at Real Madrid og Tottenham går videre fra gruppen.
Men kampen om førstepladsen i gruppen, og dermed et møde med en gruppetoer i ottendedelsfinalen, kan meget vel gå til vinderen af onsdagens kamp på Wembley.
- Det er en god mulighed og en stor udfordring. Jeg har troen på, at vi kan vinde. Jeg har tiltro til mine spillere, siger Mauricio Pochettino.
I den omvendte kamp på Bernabeu førte Tottenham 1-0 efter et selvmål af Raphaël Varane, men Cristiano Ronaldo udlignede på straffespark for de forsvarende Champions League-mestre.
/ritzau/