»Da den 28-årige danske kommunist Frank Aaen sidder foran den tilfangetagne egypter Ziauddin Mahmoud i Pul-e-Charki-fængslet uden for Kabul, er manden som voks i hans hænder. Egypterens svar på de korte og velforberedte spørgsmål kommer prompte. Han fortæller nøjagtigt det, som Frank Aaen ønsker af ham.«

Sådan lyder indledningen på kronikken Frank Aaen gav ingen pardon . Den er skrevet af journalisten og forfatteren Mette Herborg og blev bragt i Berlingske Tidende i juni 2001.

Kronikken har siden klæbet til Frank Aaen som et bevis på, at han på sine rejser til Afghanistan som ung journalist og formand for Kommunistiske Studenter i 1980 erne i virkeligheden skulle have været sendt ud i den sovjetiske besættelsesmagt og torturbødlernes tjeneste.

Frank Aaens interview med den fængslede egypter Ziauddin Mahmoud om hans angivelige tilknytning til CIA blev bragt i det kommunistiske studenterblad Røde Blade fra 15. april 1980. Selvom Aaen intet nævner om tortur i sit interview, men tværtimod tegner et noget rosenrødt billede af forholdene i Afghanistan, udlægger Herborg i sin kronik Aaens interview med den egyptiske fange som et krydsforhør, der tangerer tortur.

Bevæbnet med kronikken har borgerlige politikere gang på gang citeret anklagerne mod Frank Aaen fra talerstolen og har beklikket hans troværdighed som politiker ¿ ikke mindst i den seneste og højaktuelle debat om, hvorvidt danske soldater udleverede afghanske fanger til tortur i Afghanistan i 2002. Hver gang Frank Aaen bringer emnet på bane i folketingssalen, skyder borgerlige politikere tilbage med, at Aaen selv har et indgående kendskab til tortur:

»Der var tale om, at hr. Frank Aaen efter sin afhøring af egypteren direkte briefede den sovjetiske besættelsesmyndighed og gjorde den opmærksom på, hvilket hr. Frank Aaen selv refererer i Røde Blade, at den mand var meget farligere, end de troede. Det vil sige, at det var en opfordring til, at nu kunne de fortsætte med at give ham tommelskruer på eller skodde cigaretter på ham, eller hvad det nu var, de brugte. Det er en kvalmende sag,« siger Jesper Langballe (DF) for eksempel fra Folketingets talerstol 5. december 2006. Og lignende anklager kommer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med 31. januar 2007 i en ophedet debat om dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig .

Her minder statsministeren folketingssalen om, at Frank Aaen fra sine rejser i Afghanistan i 1980 erne »har erhvervet sig de erfaringer, at alt med Afghanistan skal forbindes med tortur og mishandling, fordi det havde hr. Frank Aaen jo lejlighed til at studere på nærmeste hold under det tidligere kommunistiske regime i Afghanistan.«

Ikke belæg for beskyldninger

Og tilbage i 2005 bragte Søren Krarup beskyldningerne i forbindelse med en debat om krigen i Irak. Søren Krarup erkender gerne, at hans formål er at miskreditere Frank Aaens person.

»Når Frank Aaen gang på gang laver politisk kampagne mod statsministeren og forsvarsministeren i Afghanistan-sagen, er det vores opgave at gøre opmærksom på, at denne fromme mand i virkeligheden har en fortid, hvor han selv har deltaget i tortur i Afghanistan,« siger Søren Krarup.

Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke har ønsket at uddybe baggrunden for sine beskyldninger mod Aaen over for Nyhedsavisen, er både Søren Krarup, Søren Pind og Jesper Langballe helt åbne om, at de udelukkende bygger anklagerne på Herborgs kronik.

»Jeg betvivler ikke Herborgs ord. Hun er min eneste kilde, og min tillid til hende er nagelfast,« siger Jesper Langballe.

Der er bare ét problem. Der er ikke belæg for statsministeren og de andre borgerlige politikeres beskyldninger. Dels indeholder kronikken ¿ og andre indlæg, som Mette Herborg har fået trykt i Berlingske Tidende om sagen ¿ faktuelle fejl. For eksempel er påstanden om, at Aaen skulle være inviteret af den sovjetiske besættelsesmagt forkert. Frank Aaen tog selv initiativ til rejsen og fik indrejsetilladelse af den afghanske regering. Dels indrømmer kronikøren selv, at hun ene og alene bygger sine beskyldninger på de artikler, Frank Aaen selv skrev til Røde Blade og den kommunistiske avis Land og Folk.

Efter flere forgæves forsøg på at få fat på Mette Herborg tager Nyhedsavisen 13. februar hjem til hendes privatadresse i København og ringer på. Her gør hun det meget klart, at hun ikke ønsker at tale om kronikken eller deltage i artiklen.

»Det er så mange år siden, at jeg skrev den kronik, at jeg dårligt husker, hvad der står i den. Og hvis jeg taler med jer, fordrejer I bare mine ord. Denne her sag er blevet alt for betændt til, at jeg vil gå ind i den,« siger hun. Inden hun lukker døren bag sig, fortæller hun dog, at hun ikke har talt med Frank Aaen selv eller med kilder, der var i Afghanistan med ham i 1980 erne.

Kronikken giver ellers læseren indtryk af, at Mette Herborg selv var til stede i fængslet sammen med Aaen og den egyptiske fange. Eller at hun har talt med nogen, der var til stede:

»Alene skrigene fra de andre fanger, der blev tortureret, ville have været nok til at få hans tunge på gled. Og nu, da Frank Aaen sad over for ham, virkede det som en nidkær fortsættelse af forhørene,« lyder det blandt andet i kronikken. Den helt afgørende passage i kronikken, som har overbevist Aaens kritikere om, at der var dokumentation for at kalde ham »medvirkende til tortur«, er dog Mette Herborgs tolkning af, at Aaens interview med den egyptiske fange ifølge FN¿s torturkonvention nærmer sig tortur.

I kronikken konstaterer hun: »Når Frank Aaen i samarbejde med Kabul-regeringen, sikkerhedspolitiet, KHAD, og den sovjetiske besættelsesmagt bevidst bruger den fangne egypters tilstand til at afpresse ham udtalelser, så nærmer situationen sig betænkeligt FN-konventionens tortur-definition.«

Er ikke tortur

Det har Mette Herborg dog intet som helst sagligt grundlag for at konkludere. Det mener flere menneskeretseksperter, der på Nyhedsavisens opfordring har læst både Mette Herborgs kronik og Frank Aaens egne skriverier.

»Der står absolut intet i Frank Aaens artikler, som antyder, at han har deltaget i tortur. Det er rigtigt, at der foregik tortur i afghanske fængsler på det tidspunkt, men for at konkludere, at Frank Aaen deltog i det, skal der flere dybdegående informationer til. Alt andet er spekulation,« siger Heidi Steffensen, jurist i afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier på Dansk Institut for Internationale studier (DIIS).

Historiker Tue Magnussen, der underviser i FN¿s torturkonventioner for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, er helt enig med Heidi Steffensen og undrer sig samtidig over, at kritikerne ikke har politianmeldt Frank Aaen, hvis de mener anklagerne alvorligt.

»Der er ingen forældelse for sager for tortur. Så selvom det er 25 år siden, ville Frank Aaen stadig kunne dømmes ud fra FN-konventionere.

På rehabiliteringscentret for torturofre arbejder vi aktivt for, at medvirkende til tortur bliver retsforfulgt, men her må vi sige, at der ikke er noget grundlag for beskyldningerne om tortur,« siger han.

Til gengæld kan man ifølge Tue Magnussen kritisere Frank Aaen for at tegne et rosenrødt billede af Sovjetunionens blodige invasion i Afghanistan.

Gennem internationale rapporter fra Amnesty International blev det op gennem 1980 erne offentligt kendt, at der foregik tortur og mishandling af fanger under styret i Kabul ¿ blandt andet i det fængsel Frank Aaen besøgte.

»Frank Aaen maler i artiklerne et skønmaleri af situationen i Afghanistan, og det kan man kalde naivt, ukritisk og dårlig journalistik. Men man kan på ingen måde tale om, at Frank Aaen har medvirket til tortur,« siger han.