Er du på jagt efter en lejebolig, er det måske en god ide at spidse ører, for organiserede boligsvindlere er på spil igen.
Sådan lyder meldingen fra flere af landets boligsider, der oplever et boom i udenlandske fupmagere, der forsøger at stjæle penge fra uskyldige danskere.
"Gennem de sidste seks måneder har vi oplevet en intensivering af noget, vi vil betegne som organiseret forsøg på at franarre folk penge," siger Michael Eggert, der er direktør i lejebolig.dk, til Newspaq.
Bondefangerne kommer primært fra Tyskland og England og skriver altid til den boligsøgende, at de ikke bor i Danmark, men at de meget gerne vil sende nøglerne til lejligheden.
"Typisk er huslejen så lav, at de boligsøgende slår fornuften fra. Pengene skal overføres gennem Western Union eller andre pengeoverførselsselskaber, og her vil man stensikkert miste sine penge," siger Michael Eggert.
I øjeblikket bliver der oprettet mellem tre til fire svindelannoncer dagligt på lejebolig.dk, men de fleste af disse annoncer bliver frasorteret i valideringsprocessen.
Michael Eggert fortæller dog, at de selvsamme annoncer typisk optræder på de mange gratisportaler, hvor der ikke er kontrol med annoncerne.
Også hos Den Blå Avis oplever man minimum en svindel-annonce om ugen på siden.
"Annoncerne er altid indrykket med dansk tekst og med meget stilrene billeder. Men det er stensikkert, at man får et svar tilbage på engelsk, og her skal alarmklokkerne ringe," siger kommunikationskonsulent Simon Karsø.
Hvis man er det mindste i tvivl om boligannoncernes validitet, opfordrer Simon Karsø til, at man kontakter supporten på dba.dk.
Gode råd til at spotte en svindler:
- Udlejeren bor oftest i udlandet, og nøglerne vil blive sendt med posten.
- Du skal overføre penge via et pengeoverførselsselskab og ikke gennem banken.
- Udlejer vil ofte skrive, at der er aircondition i lejligheden, hvilket er en klar indikation på, at udlejer ikke kender det danske marked.
- Hvis en udlejer forsøger at forhaste sagen, er der typisk noget galt.
- Og husk - hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det det formentlig også!