Selv om loven siger, at partier og politikere skal offentliggøre identiteten på donorer, som giver mere end 20.000 kroner, så forbliver det hemmeligt, hvilken selskabsejer der ved seneste valgkamp donerede 100.000 kroner til Venstres politiske ordfører, Britt Bager, skriver Politiken.
Det skyldes, at pengene kom fra fem forskellige virksomheder, som var ejet af den samme person, fordelt på donationer af præcis 20.000 kroner. Det fremgår af et brev fra Venstre til Region Midtjylland, som Politiken har fået aktindsigt i.
"I en enkelt kreds – Venstres Favrskov-kreds – har Venstre tilsyneladende fra én person modtaget fem indbetalinger af 20.000 kroner i løbet af et år. Kredsens daværende folketingskandidat (Britt Bager, red.) har oplyst, at indbetalingerne vedrører fem forskellige virksomheder", skriver formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, ifølge Politiken.
Og da loven ikke adresserer eller udelukker en sådan konstruktion, er det ikke ulovligt at holde virksomhedsejerens identitet hemmelig. Men selv om Venstre ikke er forpligtet til at oplyse navnet på Bagers donor, så er den manglende indberetning i strid med lovens ånd og formål, mener juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet:
- Det er et forsøg på at slippe uden om reglerne og undgå at komme i offentlighedens søgelys. Ellers kunne donoren lige så godt have givet 100.000 kroner som enkeltperson. Det er ikke decideret ulovligt, men er i strid med lovens ånd, siger han til Politiken.
Politiken