En fastfrysning af grundskylden er dyrt, en skidt måde at bruge pengene på, og så begunstiger det nuværende boligejere på bekostning af de fremtidige.
Det konkluderer de seneste fire økonomiske overvismænd i Danmark, skriver Berlingske torsdag.
Ifølge økonomerne er grundskylden en af de bedste og mest effektive kilder til at inddrive skat i Danmark. En indtægtskilde, som politikerne bør bevare frem for at svække.
- Det er rigtig uheldigt, at man tager en af de mest fornuftige skatter og sørger for, at den bliver afmonteret, siger professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet til Berlingske.
Whitta-Jacobsen var formand for Det Økonomiske Råd fra 2010 til 2015.
- Omkostningen bliver, at vi for eksempel kommer til at mangle finansiering til vores hospitaler og anden offentlig velfærd, og at vi så skal finde penge til det på en anden måde, siger han.
Samme melding kommer fra de to overvismænd før ham.
Nuværende overvismand, økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet, er enig.
- Hvis du arbejder ud fra en dagsorden om at skabe vækst, så er de milliarder, regeringen vil bruge på at sænke grundskylden, meget bedre brugt på for eksempel at sænke skatten på arbejde eller investere i forskning, siger han.
En opgørelse fra Skatteministeriet viser, at der er stor geografisk forskel på, hvem der får mest ud af den fastfrosne grundskyld.
En gennemsnitlig boligejer i Rudersdal Kommune vil få aflyst skattestigning på 17.620 kroner frem til 2021, mens en gennemsnitlig boligejer i Tønder Kommune kun vil få en aflyst skattestigning på 200 kroner
- Det vil give en regional skævvridning, og det vil samtidig have en tendens til at gavne dem med de højeste indkomster, siger professor Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet.
/ritzau/