En sponsorstrid i GOG fører nu til, at fagforbundet HK-Midt trækker sit sponsorat i den sydfynske håndboldklub. Det fortæller DR Fyn.
Det sker i protest mod, at GOG for nogle uger siden tegnede en stor sponsoraftale med Det Faglige Hus, som HK-Midt anser for at være en såkaldt "gul fagforening".
Parterne har i nogle uger forsøgt at finde en løsning på striden, men det er ikke lykkedes.
- Vi har hele tiden gjort opmærksom på, at vi ikke ønsker at være samme sted som Det Faglige Hus. GOG haft mulighed for at tænke tingene igennem, men de har ikke ændret holdning. Så nu har vi indledt drøftelse af, hvordan vi kommer ud af vores sponsorat, siger formand for HK-Midt, Martin Rasmussen til DR P4 Fyn.
Direktør i GOG, Kasper Jørgensen, ærgrer sig over bruddet med HK-Midt.
- Jeg respekterer, at HK-Midt gerne vil ud af deres sponsorat med os. Det er beklageligt, men det er deres eget valg, siger han.