Anlægsgartnere, greenkeepere og indendørsbeplantningsfirmaer har fået ny overenskomst.
Det skriver Fagbladet 3F.
Et af hovedpunkterne i overenskomsten giver 3000 anlægsgartnere mulighed for selv at planlægge mødetider i en ny forsøgsordning over tre år.
- Det skal gøre det nemmere at få arbejdsdagen og familielivet til at hænge sammen, siger Flemming Grønsund, forhandlingssekretær i 3F's Grønne Gruppe til Fagbladet 3F.
Overenskomsten er forhandlet mellem 3F og arbejdsgiverne Danske Anlægsgartnere.
Normallønnen stiger med 2,5 kroner i timen hvert år de næste tre år, imens tillæg reguleres op med 1,6 procent om året.
For en faglært anlægsgartner bliver den samlede lønstigning inklusiv fritvalgskonto over tre år således minimum 12,5 kroner i timen eksklusivt genetillæg.
Derudover er elever til anlægsgartner-fagene nu sikret pensionsindbetaling under uddannelse på lige fod med mange andre erhvervsuddannelser.
Pensionsindbetalingen for elever indføres over de næste tre år med 3 procent de første to år og 2 procent det sidste år.