Paparazzi-fotograferne og de mest inkarnerede fans er for tiden ved at gå til, fordi ingen endnu har fundet ud af, hvor Hollywood-parret Tom Cruise og Katie Holmes på lørdag skal giftes. Det eneste, der ligger fast, er, at det bliver et eller andet sted i Italien. Men hvor? Alle tænkelige steder, hvor et celebert Hollywood-par kunne tænkes at blive gift, er blevet kimet ned. Men alle stederne har svaret været nej, nej og atter nej.
Da Cruise og Holmes onsdag blev set ved Roms rådhus var alt kort efter kaos: Hundreder af fans og journalister ville have at vide, om det var dér, bryllupet skulle stå. Men tilsyneladende skyldtes besøget blot, at borgmesteren i Rom er fan af Tom Cruises film fra 80 erne, såsom "Top Gun" og "Cocktail".
I Roms lufthavn er kendiser som Jim Carrey, Jennifer Lopez og Brooke Shields allerede blevet spottet, men dog ikke talkshowstjernen Oprah Winfrey. Selv om Cruise er personlig ven med hende, og det var i Oprahs talkshow, at han først offentligt erklærede sin kærlighed til Katie Holmes, er hun tilsyneladende faldet i unåde. Oprah Winfrey er ikke inviteret til brylluppet.
Cruise og Holmes blev forlovet i juni og blev forældre i april, hvor de fik datteren Suri. Parret har opholdt sig i Italien siden mandag.