Så fik vi vores hvide jul, men hvor smukt, det end er, betyder det kaos, kaos og atter kaos på landets banegårde og motorveje.
Netop trafikmeldingerne fra landets motorveje får massevis af juleferiefolk til at vælge bilen fra og i stedet sætte deres lid til DSB. Og det får statsbanerne til at tage kreative midler i brug.
"Vi har sat busser ind, for vi mærker et enormt stort pres. Det virker som om, folk ikke tør tage bilen, så derfor oplever vi flere passagerer, end vi normalt gør lille-lillejuleaften," siger Lars Flindt, der er pressevagt i DSB.
En røgudvikling i et tog på Hovedbanegården i København tidligere på dagen, gjorde ikke just livet nemmere for DSB's personale.
"Det var ikke lige det, vi havde brug for. Det værste var, at vi skulle have passagererne over i nogle andre tog, og de pladser har vi jo ikke så mange af i øjeblikket," siger Lars Flindt.
Det lykkedes at få alle passagerne klemt ind i de andre tog, der skulle over bælterne, for DSB's folk er massivt til stede.
"Vi har alt disponibelt mandskab til rådighed og ekstrapersonale kaldt ind. De her tre dage er juleaften for os. Det er her, vi skal vise vores værd."
Ombord på det evakuerede tog, var en flok børn på vej på juleferie uden deres forældre men med en børneguide. De blev sat på busser og sendt afsted. Lars Flindt anerkender, at de nok får "en lang tur".
På trods af at vejret ikke ser ud til at blive nemmere at transportere sig rundt i, lover DSB at de, der har en pladsbillet nok skal komme på julebesøg. Forsinkelser er uundgåelige, siger Lars Flindt, men deciderede aflysninger på IC3-ruten mellem Århus og København, skulle der ikke være tale om.
"Intercitytogene kører som normalt, og dem, der har pladsbillet, skal nok få lov at bruge dem," forsikrer Lars Flindt fra DSB's pressevagt.
Dog skal man kalkulere med 15 minutters til halvanden times forsinkelser. Forhåbentlig er der nogen til at holde sovsen og stegen varm på den anden side.