Af Simon Vöge Hansen - siha@avisen.dk
Skulle du have en skilling tilbage, efter at mejseboldene til de småfrysende fulge er købt, kan du passende bruge pengene på at klæde de hjemløse ordentligt på. Lægges vejen forbi Øksnehallen, kan du ovenikøbet risikere at få noget igen for dine penge. 20 nyuddannede tekstilformidlere fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium i København vil nemlig sælge deres arbejdskraft til højestbydende. Pengene går ubeskåret til tøj til hjemløse.
Nanna Mølbak Hansen er en af dem, der sætter sin arbejdskraft på auktion. Hun håber, at de, der byder på de nyudklækkede elever, rent faktisk har noget med tekstiler at gøre.
»Det handler om, at vi gerne vil gøre opmærksom på vores nye uddannelse, og at vi vil etablere et netværk. Private, der bare vil have lagt et par bukser op, er nok ikke så relevante,« siger Mølbak Hansen.
Det er ikke tilfældigt, at de nye tekstilformidlere fra den tre et halvt år lange uddannelse sætter fokus på hjemløse. Uddannelsen gør nemlig et stort nummer ud af at sætte det klassiske tekstilhåndværk ind i en samfundsmæssig og kulturel sammenhæng. Det er der ifølge Nanna Mølbak Hansen mange eksempler på i elevernes afgangsudstilling i Øksnehallen.
»En elev har eksempelvis under temaet Kulturel Dialog sat islamiske symboler på en amerikansk cheerleader-uniform og et kors på en burka,« siger Mølbak Hansen.
Hun udelukker ikke, at der i fremtiden vil komme flere utraditionelle indslag fra nyuddannede tekstilformidlere.
»Det kunne også være spændende at tage forbi et asylcenter med et syværksted og lade sig inspirere af fremmede tøjtraditioner,« siger hun.
Tekstilformidlernes afgangsudstilling, der går under navnet FØRSTE... , åbner i morgen i Øksnehallen. Udstillingen løber frem til 1. april, og der er åbent hverdage 11-18. Gratis entré.