Det tog ikke politiet mange timer at få færten af to unge mænd, som formodes at have sparket og slået en 14-årig dreng.
Overfaldet skete i går eftermiddags i Aabenraa, og allerede inden aften var to unge på 15 og 17 år anholdt. Ifølge dr.dk tror politiet ikke, at de tre kendte hinanden.
Det er også en gåde, hvorfor den 14-årige, der sad på en halvmur ved en busstation blev overfuset, fik slag i hovedet og blev sparket på kroppen, da han væltede ned på jorden.
"Den 14-årige sad stille og roligt og snakkede med nogle kammerater, da gerningsmændene overfaldt ham. Vi ser meget alvorligt på sagen, blandt andet fordi gerningsmændene filmede overfaldet," siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi Tommy Bech.
De to formodede gerningsmænd er blevet løsladt igen, da politiet ikke havde nok på dem til en varetægtsfængsling. Men sagen vil få et strafferetligt efterspil, lyder det fra politiet, som stadig leder efter en tredje gerningsmand.