Efterhånden som TV2s »Vild Med Dans« har hittet på skærmen i flere sæsoner nu, er de faste dansere snart lige så kendte – måske mere kendte – end deres kendte partnere. For det er flere af de samme dansere, der går igen gang på gang, og to kvinder, der virkelig har fået danset sig i danskernes hjerter og sms-stemmer, er Vickie Jo Ringgaard og Marianne Eihilt.
Vicki Jo har tidligere vundet programmet med skuespilleren David Owe og er røget tidligt ud med bokseren Gert Bo Jacobsen. Marianne Eiholt har tidligere danset Eskild Ebbesen og Erik Peitersen helt til tops og dannet par med speedway-veteranen Ole Olsen.
I denne omgang har de begge fået fingre i et par unge mænd i form af håndboldspilleren Joachim Boldsen og skuespilleren Robert Hansen.
Og nu, en uge før »kampstart«, er begge piger meget tilfredse med deres mænd.
»Det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå. Men Robert er jo meget populær, så det kan godt være en fordel. Jeg synes, han gør det godt. Han er superglad, god til at koncentrere sig, og det vigtigste er, at han får en god oplevelse. Men vi skal terpe meget, for det falder ham ikke helt naturligt. Og nogle gange tænker jeg da, at det når vi ikke,« fortæller Marianne Eihilt, der starter ud med en vals i første program.
Vickie Jo Ringgard har også svært ved at spå om hende og Joachims chancer i dansekonkurrencen. Men hun er meget glad for sin partner.
»Han er sød og sjov og lige at gå til. Han er meget humoristisk, og så er han god til at huske. Jeg håber at få Joachim op på et niveau, hvor han føler sig tilpas og at få det bedste frem i ham,« fortæller Vickie Jo Ringaard, der skal lære Joachim Boldsen at danse cha cha cha, inden det går løs d. 7. september.