To børn på cirka ti år var blandt de dræbte, da Assads kampvogne tirsdag skød med maskingeværer mod beboerne i landsbyen Tal Dao nordvest for provinshovedstaden Homs i Syrien, skriver Reuters.
Det skete efter beboerne nægtede at efterleve et krav fra regimet om at blive inden døre.
Ud over de to børn blev yderligere mindst to voksne dræbt. Det tyske nyhedsbureau DPA melder sågar om ialt ni omkomne. Dermed fortsætter adskillige dages uro i området omkring Homs.
"Der var en strejke i Tal Dao i dag og de fleste butikker var lukket efter to mennesker blev dræbt i går. Men der var stadig mennesker i gaden. Dette er et landligt område og folk er ikke vant til udgangsforbud," fortæller en demokratiforekæmper, der kalder sig Abu Raed, ifølge Reuters.
Dermed ser det ud til, at Assads styre ikke stopper overgrebene på civile trods et stadig voksende internationalt pres fra bl.a. Den arabiske liga, USA og Tyrkiet.
Kilder: DPA og Reuters.