Politiet har talt sig frem til i alt 10 skud affyret mellem to bander i Københavnerbydelen Tingbjerg i forgårs.
Tidligere på dagen havde en ung mand - beskrevet som 2. generationsindvandrer, skudt efter tre unge etnisk danske mænd ved Forum på Frederiksberg.
Men de to episoder har intet med hinanden at gøre, fortæller Henrik Svindt, leder af Københavns Politis bandeenhed til Newspaq.
I stedet er der tale om et opgør mellem to bander i Tingbjerg.
"To af de kriminelle grupperinger derude er uenige om noget. Og det har startet et skænderi foran kiosken, hvor parterne så efterfølgende begynder at skyde på hinanden," fortæller Henrik Svindt, der må erkende, at politiet endnu ikke ved, hvad skænderiet drejede sig om.
"Vi render som regel ind i problemer i den type sager, for der er ikke særlig mange, der vil tale med os," siger Henrik Svindt.
De kriminaltekniske detaljer har Københavns Politi bedre styr på - her to dage efter skyderiet.
Gerningsmanden og en anden person kommer kørende ind i Tingbjerg i en Volvo og parkerer i nærheden af en kiosk.
"Den ene går hen og snakker med en gruppe, der står foran kiosken, og det udvikler sig til et skænderi af en art. Så går gerningsmanden tilbage til Volvo'en og afgiver skud. En person fra gruppen skyder tilbage, og alt i alt bliver der affyret 10 skud," siger Henrik Svindt.
En person bliver ramt af skud i lænden, men er uden for livsfare. Politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.