Der er udbrudt krig i den danske komikerverden - og hvilken krig!
Flere af landets allerstørste komikere har i et stykke tid svinet hinanden til i pressen, og nu er de måske allerstørste kommet op at toppes.
I dagens udgave af Ekstra Bladet affyrer Capser Christensen en svada mod Anders 'Anden' Matthesen, fordi Anden i et interview med Politiken har kritiseret Live fra Bremen, som Casper C. står bag, for at være amatøragtigt.
"Jeg synes, det er pinligt, når en mand, der har været i gang i 12 år får en rookie, der har været i gang i seks måneder, til at skrive sit show. Så tænker jeg, at det sgu ikke er så svært at ligge forrest i det her felt," sagde Anden bramfrit.
Casper Christensen siger, at han ikke føler sig ramt, fordi han tror, at udtalelserne er Andens måde at skabe omtale om sit eget show på.
"Jeg tror, Anders er det samme sted, jeg var for nogle år siden. Hvor man kæmper med at tro, at man stadig er den fede, selv om der er kommet en masse nye gode. Så får han lidt omtale på at sparke til alle sider. Der er jo ikke noget galt i at samarbejde med andre. Det råd synes jeg da godt, man kunne give videre til Anders. Det er måske ikke hans allerstærkeste side," siger Casper Christensen til Ekstra Bladet.
Anders Matthesen har flere gange overført de kontroverser, han har haft med andre kendisser, til sine shows. Det er tidligere gået ud over radioværten Dan Rachlin og entertaineren Anne Maria Helger. Siden han for nylig har annonceret, at han er ved at forberede et nyt stand up-show til næste år, er det ikke usandsynligt, at vi ikke har hørt det sidste til denne sag.
Kilde: Ekstra Bladet, Politiken