Nu skulle den være god nok.
Skuespillerinden Jessica Biel har efter sigende overtaget eks-kæresten Cameron Diaz plads i Justin Timberlakes liv. Det fortæller den engelske avis The Daily Mirror.
Timberlake er i øjeblikket i England for at turnére, men han har fået fløjet Biel over til at holde sig med selskab.
En kilde fortæller avisen, at Timberlake er helt vild med Jessica Biel.
»Justin er helt tosset med Jess, og da han fandt ud, at hun havde nogle fridage, inviterede han hende med på turnéen.«
Men det nye kærestepar forsøger at gå stille med dørene, selvom det er svært, når man er så nyforelskede, som de er.
»De gør begge, hvad de kan for at holde lav profil, men så snart, at de er blandt venner, kan de dårligt holde fingrene fra hinanden.«
Timberlake blev efter bruddet med Diaz hurtigt kædet sammen med Biel i sladderpressen. Men på det tidspunkt var Scarlett Johansson også inde i billedet. Scarlett-historien ser nu ud til at være løbet ud i sandet, og Biel kan glæde sig over, at hun står som vinder af rivaliseringen mellem de to unge smukke Hollywood-stjerner.
Ifølge Daily Mirror var Timberlake og hans nye kæreste på restaurant i Manchester lørdag aften. Søndag tog sangeren Biel med til Manchester Uniteds hjemmekamp mod West Ham.
Den 25-årige skuespillerinde skal i sin næste film spille over for Oscar-vinderen Forest Whitaker i dramaet ’Powder Blue’.