Den amerikanske topproducer, Timbaland, var i weekenden en tur i et tysk fængsel.
Han var nemlig involveret i et slagsmål i en bar. Det fortæller Gigwise.com.
Hændelsen skete i Køln i lørdags kort efter, at han havde afsluttet en koncert med Justin Timberlake.
Timbaland var taget hjem på hotellet og ville have sig en drink.
Så han satte sig i hotelbaren, hvor bartenderen skænkede op for ham.
Bartenderens kæreste var der også, og hun var mere en almindeligt interesseret i den udenlandske superstjerne.
Den interesse ville bartenderen ikke finde sig i. Men i stedet for at tage sagen op med sin kæreste, skældte han Timbaland ud og brugte blandt andet n-ordet.
Det tog produceren så ilde op, at de to kamphaner røg i slåskamp ude på gaden.
Resultatet af kampen var, at bartenderen røg på hospitalet og Timbaland røg i spjældet.
Produceren er dog løsladt igen.