12-årige Ali Kazim står i lufthavnen i Pakistan og venter på sin mor. I to år har han drømt om, hvordan det vil være at se hende igen, men der er ingen tårevædede gensynsscener.

Genforeningen er akavet og tilbageholdt. Inden i Ali vælter følelserne rundt som en tørretumbler fuld af tøj. Han har lyst til at græde, men gør det ikke. For Ali er ikke længere den 10-årige dreng, som fra det ene øjeblik til det andet blev revet ud af sin trygge hverdag i Danmark og sammen med sin lillebror sendt ned til mormoderen i Pakistan.

Dér, to år senere i lufthavnen i Pakistan, er han en lille machomand, der med bilnøglerne i hånden flot erklærer, at det er ham, der kører.

»Jeg følte, jeg skulle bevise noget. At jeg havde bestået den prøve, jeg var blevet sat på,« siger skuespilleren og musikeren Ali Kazim, hvis debutalbum, Gadedrøm , rammer butikkerne i dag.

Fra rap til Pizza King

Tilbage i Danmark voksede Ali Kazim sig til en splittet ung mand som – sammen med Ataf og Mortito – udgjorde rap-gruppen Kidnap.

Men hovedrollen som Junes i filmen Pizza King blev billetten til en karriere som skuespiller og et midlertidigt farvel til musikken.

For små to år siden genfandt han mikrofonen og skabte røre med nummeret Spørgsmål . Et nummer, der med Ali Kazims egne ord handlede om, hvordan danskere og indvandrere er ofre for hinandens fordomme.

Spørgsmål er ikke med på debutalbummet. Nummeret er ikke bare to år gammelt og har fået sit eget liv, det ville også gøre Gadedrøm til en mere politisk plade, end Ali Kazim tænker den. For ham er Gadedrøm et album om »kærlighed, liv og død«.

Til gengæld er nummeret Min mor at finde på pladen. En hyldest til kvinden, som ikke længere kunne holde adskillelsen fra sine to små sønner ud. Som trodsede kultur og ære for at hente sine drenge hjem fra et Pakistan, hvor lærerne godt måtte slå børnene, og hvor Ali og hans bror klarede sig selv hos slægtninge, der havde deres eget at kæmpe med.

Længslen blev slukket

Den dag i lufthavnen græder Ali ikke, men en tidlig morgen nogle dage senere sidder han på mormoderens veranda og vasker nattens søvn af sit ansigt. Hans mor kommer ud og sætter sig ved siden af ham. Hun stryger ham over håret og fortæller ham, at nu skal de hjem til Danmark. Og da kommer tårerne.

»Jeg fik endelig slukket min længsel. Min sorg og mit savn fik en ende. Nu tog hun os hjem,« siger Ali Kazim.

Gjorde det af kærlighed

Han kan ikke huske at have tænkt, at hans forældre ikke ville have ham.

»De tog en beslutning, som de følte var den rigtige på det tidspunkt, og de gjorde det af kærlighed. Men der var meget savn, og det gjorde ondt.«

Som 18-årig og nogle år frem havde Ali Kazim en periode, hvor smerten nærede et negativt mørke. Men med tiden kom tilgivelsen, og den forløste ham.

»Det var som om, der var et ekstra rum indeni, der åbnede sig. Jeg kunne nærmest mærke en fysisk forandring, fordi al negativiteten havde hæmmet mig,« siger Ali Kazim.

Han fik en masse selvtillid og overskud ved at fokusere på det positive ved årene i Pakistan.

»Jeg vil ikke gøre det igen, men de to år har styrket mig som menneske – jeg lærte at binde mine egne snørebånd. Det er klart, at det har sat nogle spor, som nok aldrig vil forsvinde. Men nu er jeg her i dag, og hvis man bliver ved med at holde fast i de spor, så bremser man sig selv,« siger Ali Kazim og citerer sidste linje fra nummeret Lysets kriger :

- Lysets kriger er også noget, du kan blive, du er det hver gang, det lykkes dig at tilgive.«