Kærlighedskurser for veteraner er så stor en succes, at der nu kommer flere af dem. Det skriver DR Midt & Vest.
Kurserne giver soldaterne mulighed for at tage deres udkårende under armen, så de sammen kan få hjælp til de udfordringer, der kan komme efter en udsendelse. For det er ikke altid lige nemt at komme hjem fra krig:
- Vi har lært lidt af skade. Den første gang jeg var afsted, der gjorde vi det i hvert fald knap så godt som her sidste gang, siger oversergent Peter Traberg, fra Lemvig til DR Midt & Vest.
Han har været udsendt tre gange.
En soldat er typisk væk hjemmefra i seks måneder, og det giver tit udfordringer for parforholdet.
Og der er et stor behov for kurserne i kærlighed, fortæller leder af KFUMS Soldaterhjem i Holstebro, Troels Moesgaard:
- Vi kan mærke og vi kan se hvor mange forhold, der går i stykker, når soldater kommer hjem fra mission, siger han til DR Midt & Vest.
Det er ofte de forskellige oplevelser ude og hjemme, der får parrene til at gå skævt at hinanden, fortæller han:
- Det kan være svært at forstå, hvad der er sket over seks måneder, siger Troels Moesgaard.
Peter Traberg har ikke selv deltaget i kurserne, men efter tre udsendelser kender han nogle af faldgrupperne:
- Der er en masse forskelle på, hvad man har oplevet og man skal lige hjem mentalt. Og det kan måske godt tage lidt tid, siger han til DR Midt & Vest.
Peter Traberg sagde i lørdags ja til sin nu kone Anne Holm Traberg.
Kærlighedskurserne, der også kaldes PREP-kurser, afholdes af Veterancenteret. De fortæller, at holdet i september allerede er fyldt. PREP står for Praktiske Redskaber til Engageret Parforhold.