Det var vaskeægte breaking news, da den tidligere TV2-boss Per Mikael Jensen ansatte Venstres politiske ordfører Jens Rohde som direktør for TV2 Radio.
Men set i bakspejlet var det en fejl at ansætte den åbenmundede politiker som radio-chef, siger Per Mikael Jensen til journalisternes fagblad, Journalisten.
Direkte spurgt om hans dømmekraft svigtede ved ansættelsen af Jens Rohde, svarer han:
- Ja, det gjorde den åbenbart.
Per Mikael Jensen fortæller til Journalisten, at han skulle være 10 gange så varsom som alle andre .
- Hvis han så meget som stillede op til et sogneråd, ville han ryge ud, siger Per Mikael Jensen.
Journalisten har også talt med Jens Rohde om den dramatiske fyring, der kom i kølvandet på en historie i Ekstra Bladet om, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, agerede spion for Venstre, da Mogens Lykketoft var formand for partiet.
Den historie bekræftede Jens Rohde overfor Ekstra Bladet, og det fik TV2-direktøren Anders Kronborg til at sende Rohde på ferie. Dagen efter valget blev han fyret.
Om historien i Ekstra Bladet siger Jens Rohde til Journalisten:
- For 14 dage siden (i begyndelsen
af november, red.) havde jeg så et møde med Bent Falbert. Min dagsorden
for mødet var en helt anden, nemlig at Ekstra Bladet skrev en masse om
TV2 Radio, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Her
forlægger Falbert mig så nogle udsagn, fortæller Jens Rohde.
På det møde bekræftede Jens Rohde de alvorlige beskyldninger om Sass Larsens spionvirksomhed - en historie, som Sass Larsen og den daværende pressechef i Venstre i øvrigt har afvist som pure opspind.
Jens Rohde har ingen problemer med, at han er blevet fyret. Men han har store problemer med, at kilder i TV2-bestyrelsen har haft svært ved at holde tæt med fortrolige oplysninger.
- Der er fandeme så meget læk i den bestyrelse, og det er et problem for TV 2, siger Jens Rohde.