En 35-årig Bandidos-rocker fra Holbæk kan se frem til at fejre sine næste mange fødselsdage bag tremmer efter han mandag blev idømt ti års fængsel for besiddelse af "ikke mindre end ti kilo amfetamin med henblik på opblanding med 11 kilo fyldstoffer".
Det oplyser oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Fyldstofferne var druesukker og koffein, og når det var tilsat, ville mængden være blevet 21 kilo.
Manden blev anholdt i februar måned efter det, som politikommissær Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands politi over for Newspaq betegner som en kombination af held og efterforskning.
"Manden var på samme adresse som de ti kilo amfetamin og fyldstofferne blev fundet senere", siger Jacob Olsen til Newspaq.
Politiet ved ikke, hvor de ti kilo amfetamin skulle have været afsat, og den nu dømte rocker var ikke interesseret i at oplyse yderligere eller trække flere personer med ind i sagen, hvilket Jacob Olsen betegner som klassisk, når det er rockere, der sidder på anklagebænken.
Den 35-årige mand modtog dommen.