Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har dyb medfølelse med de pårørende til den soldat, som natten til torsdag blev dræbt i Afghanistan, da han under en patrulje blev ramt af en sprængning.
- Det er en stor sorg for os alle, at en dansk soldat natten til torsdag er blevet dræbt i Afghanistan.
- Det gør mig ondt, og mine tanker er hos soldatens pårørende, der har mistet det dyrebareste, man kan miste. De har min dybe medfølelse, siger Helle Thorning-Schmidt i en kommentar.
51 danske soldater har mistet livet under de internationale operationer i Afghanistan og Irak siden 2002. 43 er dræbt i Afghanistan, mens otte er døde i Irak. I 2012 mistede ingen danske soldater livet.
De danske soldaters indsats gør en stor forskel, mener statsministeren.
- Vores soldater i Helmand yder en uvurderlig indsats. Deres vilje og evne til fortsat at løse meget krævende opgaver under vanskelige og farefulde vilkår kalder på den største anerkendelse.
- Jeg er taknemmelig over deres indsats for Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.
Soldaten blev omgående hjulpet af sine kolleger, men han blev erklæret død som følge af de læsioner, han havde fået.
/ritzau/