Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ser frem til et lidt atypisk topmøde, når hun torsdag eftermiddag mødes med EU's 26 andre stats- og regeringschefer.
Et af de store emner blev nemlig allerede forhandlet på plads natten til torsdag, da økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes 26 EU-kolleger blev enige om et nyt fælles banktilsyn.
- Det er en speciel dag, fordi vi i dag kommer til topmøde, hvor vi allerede har en rigtig positiv vedtagelse, som blev foretaget i nat, hvor der blev opnået enighed om et nyt banktilsyn, siger Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde forud for topmødet.
- Allerede inden vi starter mødet, er vi kommet rigtigt langt med det, der var formålet.
Banktilsynet omfatter alle eurolande og er åbent for deltagelse for ikke-eurolande som Danmark. Det er en del af en større pakke, den såkaldte bankunion. Den kommer efter planen også til at indeholde en afviklingsmekanisme for bankerne.
- Det bliver ikke i dag, jeg går ind i at diskutere afviklingsmekanismen. Det får vi rigeligt tid til. I dag handler det om at glæde sig over, at vi er kommet så langt med tilsynet, siger Thorning.
Hun understreger, at Danmark stadig ikke har taget stilling til, om man skal deltage i det nye tilsyn.
/ritzau/